Pia K. aflyser forsoningsmøde med Søvndal


Først stødte de sammen under stor dramatik i folketingssalen.

Så skulle de mødes til et såkaldt forsoningsmøde. Men nu står det klart, at der ikke bliver noget sådant møde mellem Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, og SF's formand, Villy Søvndal.

Søvndal vil stadig klage
Pia Kjærsgaard takker således nej til Villy Søvndals invitation, fordi han samtidig fastholder en klage til Folketingets udvalg for forretningsordenen efter deres skænderi torsdag under Folketingets åbningsdebat.

Her anklagede Dansk Folkepartis formand SF's ungdomsorganisation (SFU) for at have forulempet hende under velfærdsdemonstrationerne på Christiansborgs Slotsplads tidligere på ugen.

Diskussionen er lukket
En anklage, som Villy Søvndal afviser.

Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, oplyser, at Pia Kjærsgaard ikke længere ønsker at diskutere sagen.

»Pia Kjærsgaard fastholder sin opfattelse af, hvad der skete på slotspladsen - billeder eller ej. Hun betragter Villy Søvndals fortsættelse af skænderiet som både en afsporing af velfærdsdebatten og en afsporing af den reelle diskussion om, hvorvidt en politiker kan færdes frit eller ej«, siger pressechefen.

Ingen kommentarer: