
Det ser ikke ud til, at tredje gang er lykkens gang for Dansk Folkeparti. Partiet fremsætter endnu en gang forslag om at afskaffe blasfemiparagraffen, der ikke har været brugt siden 1938. Men et flertal vender tommelfingeren nedad.
"Det har en betydning, at man har blasfemiparagraffen. Hvis man ophævede den nu, ville det give nogen anledning til at tro, at det var et frihedsbrev til at håne og spotte andres tro," lyder det fra Venstres retsordfører Kim Andersen.
SF og Enhedslisten er i princippet for en afskaffelse, men begge partier sætter spørgsmålstegn ved DF's motiver for forslaget.
"Vi vil først høre, hvilken sammenhæng forslaget bliver fremsat i. Da Dansk Folkeparti fremsatte forslaget sidst, skete det med en række bemærkninger, som var stærkt islamkritiske, og det virkede mere som et led i en kamp mod islam end som et slag for ytringsfriheden," siger retsordfører Line Barfod (EL).
DF: Partier behøver ikke at være enige
Ifølge Jesper Langballe (DF) er paragraffen forældet i et sekulært samfund, hvor religion ikke er noget, som skal beskyttes. Han erkender dog, at hans bemærkninger ved første fremsættelse i 2005 var "hårdtpumpede".
Af samme årsag har partiet både ved denne fremsættelse og fremsættelsen i 2007 undladt at komme med bemærkninger til forslaget.
Men Jesper Langballe mener ikke, at bemærkningerne bør afgøre partiernes stemme.
"Det er latterligt for på Christiansborg kan to partier stemme på det samme, selv om de er uenige om, hvorfor de gør det," siger han.
SF: Undersøg konsekvenserne
Ifølge SF bør man undersøge følgerne af en afskaffelse. Partiet stemmer derfor imod forslaget, men forslår en eksperthøring.
"Som udgangspunkt synes vi ikke, at man skal beskytte nogen mere end andre, men eksperter som f.eks. juraprofessor Henning Koch har peget på, at man ikke kan afskaffe paragraffen, fordi racismeparagraffen ikke nødvendigvis dækker det hul, der så opstår. Vi ønsker ikke, at det bliver en åben ladeport for islamofobiske eller antisemitiske erklæringer," siger retsordfører Karin Lorentzen (SF).
SF's hykleri
Jesper Langballe afviser ideen om en høring som komisk.
"Hvis SF stemmer imod forslaget igen efter Villy Søvndals ytringer om Hizb-ut-Tahrir, er det dybt kompromitterende og udtryk for et utroligt hykleri," lyder det.
Også Socialdemokraterne vender forslaget ryggen.
"Jeg er klar over, at paragraffen ikke har været anvendt i langt tid, men dne hører sig til, og man kunne få brug for den engang, derfor er der ingen grund til at pille den ud," siger retsordfører Karen Hækkerup (S).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar